Man kunne lave en hel kanon, kun med Bindesbølls værker. Fra den folkekære Hofetikette, over strålende og radikale keramiske arbejder til de smukkeste smykker og fantasifulde møbler. For ikke at tale om hans arkitekturværker, med Fiskepakhusene på Skagen som det fremmeste eksempel, efterfulgt af generationer, men måske mest synligt i 1970’erne og - 80’erne, hvor de toneangivende arkitekter alle var optaget af det enkle malede træhus. I hvert eneste felt var han på internationalt niveau. 

Egentlig var han uddannet arkitekt, som sin far, Michael Gottlieb Bindesbøll. M.G. er en af de største arkitekter i Danmarkshistorien, og måske er det netop derfor, Thorvald trods talentet ikke gik så vidt i den retning, men i stedet udnyttede sin enorme viden og kunnen inden for design og kunsthåndværk. Karakteristisk for Bindesbølls arbejde er den store livskraft, hvilket blev værdsat i en tid, hvor avantgarden med Georg Brandes i spidsen dyrkede Nietzsche. Livskraft, eller vitalitet, spiller en kæmpe rolle i Bindesbølls kunst, hvor den kraftfulde linje trækkes hen over papiret, i leret eller i sølvet og giver form til alle mulige genstande. Men Bindesbølls linje skiller sig ud i samtiden ved at være “oplyst”, beriget af referencer tilbage til vikingetid, antik og barok, og frem til den moderne virkelighed, der kun småt var begyndt at vise sig i København, men som han lyttede til gennem sin unge medarbejder Svend Hammershøi (Vilhelms bror).

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.