Lyset i dette billede er mere end i noget andet maleri af Hammershøi hovedmotivet. Hele det tomme rum ligger delvist badet i det sollys, der kommer fra vinduet. Opmærksomheden i maleriet drages først og fremmest mod det hvide sprossevindue, der fremstår knivskarpt i modsætning til det mørkere rum, hvor til gengæld hver detalje på gulv, døre og paneler er synlig. Rummet er ganske nøgent, og kun fra lysets mange kontraster skabes der atmosfære og liv. Som mange i sin samtid var også Hammershøi optaget af fotografiet, og han brugte det som forlæg til sine billeder. Det fremgår her, hvor motivet har karakter af et sort-hvidt fotografi, hvor alle de grå mellemtoner er kommet med, samtidigt med at Hammershøi har brugt lyskilden med de dansende støvkorn til at give rummet en særlig poetisk stemning.

I lighed med romantikkens malere kan også Hammershøis vinduesmotiv opfattes som et symbol på længsler og drømme. Her repræsenterer vinduet først og fremmest den visuelle tærskel mellem inde og ude, det nære og det fjerne.           

Ud over det sanselige har Hammershøi koncentreret sig om de formelle krav til maleriets komposition. Netop i dette billede fremstår de lodrette og vandrette planer meget markante. Vinduets geometriske form, fladerne og linjerne synes her at foregribe det 20. århundredes konstruktivistiske maleri. Udgangspunktet for Hammershøis formopfattelse var det synlige og konkrete, hvor de enkelte genstande har en egen iboende kraft. Form, lys og rum var de bærende elementer for i Hammershøis maleri.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget