I februar 1986 spiller punkgruppen Sort Sol en koncert i den nedlagte pornobiograf Carlton på Vesterbrogade, en koncert hvis voldsomhed, decibel og tekniske og menneskelige selvdestruktion står tilbage som et af firsernes klareste udtryk for, hvad scenekunsten måtte gøre. Teater og scene måtte ødelægge sig selv for at genopstå. Året efter spiller Sort Sol fire påskeforestillinger i en nedlagt Vesterbrofabrik, døbt Wurst, hvor vi alle må erkende, at disse fem besynderlige freaks er vores hjemlige hovedeksponent for den dekonstruerede, selvdestruktive og energiforfølgende scenekunst, der senere blev formaliseret på Volksbühne i Berlin og herhjemme i form af f.eks. Peter Langdal og senest Anders Paulin.

Lige fra den spæde begyndelse, hvor gruppen hed Sods, genkendte teaterfolk fra Erling Schroeder til Kirsten Delholm det unikke sceniske potentiale i det dengang fire personers store orkester. I deres tidlige punkår arbejdede Sods blandt andre med Billedstofteatret, men det er ikke i denne tydelige teaterrelation, at Sort Sol fortjener sin plads i den danske scenekunstkanon. Det er i de forladte fabrikker og biografer i 86 og 87, hvor en rockgruppe på fem – evil twins i front med tyrolertøj og militærhjelme, enarmede Steen Jørgensen i sort læder smuk som Montgomery Clift og de vokslignende baggrundsfigurer Thomas Ortved og Knud Odde – ødelægger og genføder scenekunsten som en primal drift i mennesket, sprækken i virkeligheden, hvor vi ser ind i døden og genopstandelsen. I sidste ende afslører Sort Sol, at det udelukkende er den levende scenekunst, der formår at indeholde vor tids opløsning som afrundet fastholdt værk.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.