Jeppe vågner op i baronens seng og ved ikke, om han er vågen eller blot drømmer. Jeppe åbner øjnene med løkken om sin hals, overbevist om, at han er død. Jeppe har ondt af alle de niveauer af virkelighed, et næsten moderne menneske må mestre for at kunne begå sig i verden.

Dramaet Jeppe på Bjerget åbnede lemmen til afgrunden hos den danske folkementalitet. Holberg introducerede her som uafviseligt folkeligt ikon den danske taber, undermåleren, alkoholikeren, tåben. I kølvandet på figuren Jeppe har vi tyven Egon Olsen, Flyttemand Olsen og Grisehandler Larsen, ja, næsten den samlede danske film- og tv-skat. De smarte men misforståede og ærlige idioter, som vi i vores højkomplekse samfund til stadighed ønsker at være for at frafly ethvert politisk eller eksistentielt ansvar.

Dramaet er ganske enkelt genialt og derfor farligt. I sin underholdende leg med virkelighedsplaner – sociologiske, metafysiske og erkendelsesteoretiske – inddrager Holberg alt fra Descartes’ syv meditationer til den mørke politiske tænkning hos Hobbes. I sidste ende taler Jeppe på Bjergets antidemokratiske og konservative dyder for døve øren. Mere end noget andet har dette drama hen over det danske land sluppet en afskyelig, løssluppen folkesjæl løs, der til stadighed hærger og ødelægger alene ved geni. Det er kunst som anarki, det højeste mål.
   
Jeppe på Bjerget blev opført første gang et sted mellem slutningen af september og årets udgang i 1722 på den første Danske Skueplads i Lille Grønnegade. Trykt første gang i 1723

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.