Dramalitteraturen vrimler med dem, disse unge par med forskellig kulturel baggrund, der ikke må få hinanden. Få af dem har imidlertid haft et så rigt sceneliv som Esther og Jørgen i Henri Nathansens naturalistiske nyklassiker Indenfor Murene. Over 500 gange alene på Det Kongelige Teater har vi set idyllen blive brudt i det traditionsbevidste, jødiske københavnerhjem, når Esther fortæller, at hun har forlovet sig med den unge ikke-jødiske dr.phil. Jørgen Herming. En konflikt der bliver sat på spidsen under et mislykket middagsselskab hos de kommende svigerforældre, da det går op for hr. og fru Levin, at deres datter har indvilliget i at lade sig gifte i en kirke. Først da de forlader Hermings hjem i vrede, indser Esther, at hun har forrådt sin kulturelle baggrund, og hun flygter hjem. Nu er det Jørgen, der må komme til hende. Selv om konflikten ikke løses for åbent tæppe, står de unges kærlighed som et løfte om forsoning og Esther og Jørgen som en slags arketyper på en ny generation, der forsøger at skabe eget fodfæste i mødet mellem to kulturer.

I højere grad end i skildringen af den unge kærlighed er det portrættet af det levinske hjem, der hæver skuespillet over dets udgangspunkt som kristent-jødisk problemdrama. Det er i det kærlighedsfulde portræt af familiefaderen gamle Levin, at dramaet henter næring og giver sit humanistiske budskab fylde, og i intimiteten med hans familie og dens traditioner, at vi må overgive os. Både til sabbattens varme suppe med kødboller og til Nathansens suverænt velkomponerede skuespil.
 
Indenfor Murene blev opført første gang på Det Kongelige Teater den 23. marts 1912.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.