De sidste mange år har Sebastian mest været kendt og anerkendt som den, der igangsatte den danske musical. At genrens familiefavntag så med tiden har krammet livet af den kunstneriske nødvendighed, kan man vanskeligt bebrejde ham. Op gennem 1970’erne fornyede han dansk rock, fordi han befandt sig dårligt i en bås. Og han gik ind i 1980’erne med albummet Stjerne til støv, der har masseappeal uden at angle efter den laveste fællesnævner. Og samtidig en plade, der viser, hvor sammenspillede Sebastian og hans musikere var. Det er ikke til at høre, hvor komponisten slutter, og akkompagnatørerne tager over. Vi er i polymoogens og synthesizerens tvivlsomme guldalder, men Kenneth Knudsen giver elektronikken et menneskeligt hjerte.
   
Her er beåndede ballader som ‘Sommerfuglen’, organisk pop som ‘Romeo’ med et billedsprog over gennemsnittet, og ikke mindst den ‘Bridge over troubled water’-beslægtede ‘Stille før storm’, sunget af Lis Sørensen, så det nære og uopnåelige bliver samme livsvigtige sag.Tonen er personligere end længe med Sebastian som både samfundsrevser på ‘Vind og vejrhaner’ og som ham, der er blevet så voksen, som man bliver, og godt vil fortælle, hvordan det er, men endnu ligger under for popfordomme om, at den slags tilhører privatlivets fred. Det giver pladen en egen skælvende intensitet, som om han frygter – eller håber – at vi skal opdage, hvor meget disse sange egentlig handler om hans eget liv. Kort sagt: kvintessensen af Sebastians kompositoriske virke.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.