Film skal ses i biografen, og rock skal høres i koncertsalen. Det var Gasolin’ et godt eksempel på. Uden at forklejne gruppens studieindspillede plader var det nemlig på scenen, at bandets særpræg forløstes optimalt. Derfor er denne liveindspilning fra januar 1976 at foretrække for langt mere berømmede Gasolin’-plader. Gasolin’ i studiet var som regel en balanceakt mellem opslidende konsensus og kreativt slagsmål, dansk rocks pendant til Olsen-banden. Det gav ujævne resultater. På scenen måtte det derimod briste eller bære i øjeblikket. 
                            
Det gav gruppen en uhørt nerve, som kombineret med de mundrette Kim Larsen-melodier og den rudimentært rytmiske Rolling Stones-inspirerede rock aldrig kom til at vibrere så sanseligt som her i samspil med et publikum, der de facto er en del af musikken. Læg dertil, at sange som ‘Masser af succes’, ‘Rabalderstræde’ og ‘Kvinde min’ spilles, som om de bliver skrevet lige på stedet af musikere, der ikke bilder sig ind, at de kan mere, end de kan, men det står de til gengæld også ved. Feinschmeckere går forgæves her. Gasolin’ var ikke virtuoser, og mangen en spillelærer ønskede sig døv, når Gasolin’ gav den gas, men dansk rock kom aldrig siden til at lyde så traditionsforankret, traditionsforagtende, personligt og folkeligt.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.