Før jazzen blev accepteret som kunstmusik, var den sin tids væsentligste populærmusik. Trods stærk modstand fra establishmentets side fungerede jazzen på sine egne præmisser som et naturligt akkompagnement til ungdommelig optimisme under generationsoprøret i 1930’erne og som et lysvæld i en mørk tid under besættelsen. Medvirkende var de danske musikeres høje standard og evne til at give den forkætrede amerikanske musik et personligt præg. 
   
På antologien Dansk guldalder jazz Vol. 1-4 er der indslag fra alle de væsentligste solister og orkestre i perioden: Leo Mathisen, Svend Asmussen, Kai Ewans, Bernhard Christensen, Harlem Kiddies, Børge Roger Henrichsen og Henry Hagemann. De fire cd’er demonstrerer, hvordan Mathisen kunne fordanske Fats Wallers udtryk uden at forråde hverken Waller eller sin danske baggrund, og hvordan Asmussen lagde grunden til en livslang karriere som eftertænksom og subtil elegantier. Desuden understreger udgivelsen, hvordan Bernhard Christensen som en af de første europæere anvendte jazzen musikpædagogisk, og hvordan instrumentalister som Erik Parker, Niels Foss, Peter Rasmussen, Helge Jacobsen, Kjeld Bonfils, Jonny Campbell og Max Leth var i stand til at formulere improviserede soli med så stor melodisk opfindsomhed og rytmisk nerve, at de var tæt på at overgå deres forbilleder. 
                            
Der vil uden tvivl om nogle årtier kunne peges på flere guldaldre for dansk jazz, men dette var den første og den, der til dato har stået på det tungeste folkelige fundament.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.