Den ældre Eddas fortælling om Vølvens spådom har fascineret kunstnere fra tidlige tider lige op til vore dage, hvor Suzanne Brøgger har gendigtet teksten og Per Kirkeby givet udtryk for sin fascination i en serie litografier.

Da Hartmann i 1832 som 27-årig satte musik til Oehlenschlägers ‘Guldhornene’, var det indledningen til en særlig side af hans musikalske udvikling, der strakte sig over 50 år. Det, der blev opfattet som en speciel nordisk stil, blev udformet gennem musikken til Oehlenschlägers tragedier Hakon Jarl, Olaf den Hellige, Knud den Store og Yrsa, opnåede nye højdepunkter i musikken til Bournonvilles mytologiske balletter Valkyrien og Thrymskviden og nåede det ultimative med Vølvens Spaadom for mandskor og stort orkester til otte vers af Fr. Winkel Horns gendigtning.

De tidligere stadier i denne udvikling havde næsten alle været rent instrumentale, men nu koncentrerede Hartmann sin musikalske urkraft i fire vokalsatser, der fuldkommengør de musikalske ideer i de store balletpartiturer, ideer om urverdenen og kampen mellem aser og jætter, musik som hugget i granit, med mørke klangfarver, store modulatoriske udsving, fortættet dramatik og et forrygende valkyrieridt – alle disse voldsomme udladninger leder hen imod visionen om Gimle, en apoteose i A-dur, der ender i et forklaret pianissimo – for Hartmann var denne afsluttende nye verden, “der siger, hvad der skal være helligt på jord” vigtigere end det store Ragnarok, der fremkalder den.

Ved siden af den lyriske, idylliske folkeviseinspirerede opera Liden Kirsten – den hyppigst opførte danske opera – er Vølvens Spaadom Hartmanns ubestridte mesterværk. Måske var det dette værk, der engang fik Richard Wagner til at udtale, at han anså Hartmann for at være sin tids største komponist.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.