Pelle Gudmundsen-Holmgreens orkesterværk fik i 1980 Nordisk Råds musikpris. Ved de hyppige opførelser siden har værket begejstret og forbløffet publikum. Det gælder også i udlandet og ved verdensmusik-dagene i Århus i 1983.

At karakterisere værket som “ny enkelhed” leverer kun en første strømpil i retning af, hvad der sker i musikken. Værket sprænger alle bestemmelser, og i øvrigt har vi også udenlandske musikfolks ord for, at den danske nyenkelhed er noget særligt. Det helt særprægede ved værket er, at denne musik trods sin objektive karakter, trods sine næsten geometriske mønstre og citatagtige gentagelser af enkle motiver, er i stand til at beslaglægge alle tilhørerens musikalske forudsætninger og lyttemuligheder. Værket kan tippe over fra det abstrakte til det appellerende, og det er, som om det får tilhøreren til at skifte mellem to eller flere indstillinger undervejs, uden at man altid helt kan lokalisere, hvad der er hvad.

Af den grund har værket ikke blot vakt interesse hos klassisk orienterede tilhørere, men også hos lyttere, der kom fra jazz- eller rockmusik.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.