Med deres beskedne form hører de to hæfter med sange til det ypperste i dansk musik og rummer uden tvivl de mest koncentrerede satser i dansk musikhistorie. Tekst og melodi er smeltet så meget sammen, at Weyse selv kunne udtale: “Slige smukke digte komponerer sig selv; ergo er det et spørgsmål, om det er mig, der har komponeret dem”.

Men han har nu haft temmelig meget med sangene at gøre, som man ser det af selve den samlede musikalske udformning, de små helheder. En ting er de kendte melodier, som bl.a. ‘I Østen stiger solen op’, ‘Lysets engel går med glans’, ‘Nu titte til hinanden’ og ‘Dagen går med raske fjed’ (‘Altid frejdig når du går’), som generation efter generation af børn tidligt er blevet tiltrukket af. Noget andet er – som med H.C. Andersens eventyr – at de voksne efterhånden kan høre noget mere; komponistens særpræg, de skarpe rytmer – ja, sangene er helt udsøgte i deres harmonier og nogle steder formet, så de næsten kan minde om moderne signalvirkninger og med skiftende akkordopløsninger som farver. Det er ikke kun tekst og melodi, der her smelter totalt sammen, men også det klassiske og det romantiske i den danske guldalder, som her bliver til ét.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.