Siden den første opførelse i 1854 har Gades ballade efter danske folkesagn stået som et af den danske romantiske musiks hovedværker. Gade valgte selv folkeviserne om Hr. Oluf og Elverhøj som grundlag, men måtte have hele fire tekstforfattere i gang, førend han var tilfreds med teksten, der både indeholder passager fra disse viser og fri digtning. Elverskud har sin rod i 1800-tallets begejstring for de gamle danske folkesagn og folkeviser, og Gade har fulgt sin lærer A.P. Berggreens opfordring til at lade de folkelige melodier gå over i sit væsen og opfyldt af deres ånd at give sin musik et nationalt præg.

Den djærve glædesstemning i borggården står i kontrast til Hr. Olufs tungsindige, eftertænksomme toner, der reflekterer hans dilemma: tanken om hans lyse brud og drømmen om den sorthårede elverpige – “det er som mit Hjerte er delt i to, det vokser vel sammen med Tiden…” – en så dansk version af, hvad Wagner har skildret i Tannhäusers vaklen mellem sin kærlighed til Venus og til den kyske Elisabeth. Hr. Olufs ridt gennem det månelyse landskab, hvor Gade gennem sin instrumentation skaber et betagende stemningsbillede, Hr. Olufs møde med Elverpigen og hendes dårende sang, hans dramatiske flugt med stærke orkestrale accenter, der munder ud i værkets absolutte højdepunkt: Ingemanns uskyldsrene ‘I Østen stiger solen op’ i en roligt strømmende korsats i den mest lysende C-dur. Er der noget at sige til, at Elverskud er blandt de hyppigst opførte danske korværker gennem 150 år?

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.