For så vidt kunne hver eneste af Carl Nielsens seks symfonier plus de tre instrumentalkoncerter og et par af korværkerne figurere på listen. Disse værker, og især symfonierne, har for længst overskredet landets grænser og foreligger i mange indspilninger med udenlandske orkestre og dirigenter, navnlig i den engelsksprogede verden. Dog har det været almindeligt at anse navnlig den fjerde og den femte symfoni for de mest udfordrende og originale; og man har ofte betegnet den femte symfoni med sin utraditionelle opbygning i to store satser som Carl Nielsens egentlige bidrag til det 20. århundredes internationale koncertsalskultur.

Når den fjerde symfoni alligevel er foretrukket her, skyldes det, at alle ansatser, alle begyndelser i den femte, giver en fornemmelse af kontinuitet, at noget er ‘forudsigeligt’. Det bliver så brudt op, men selve kontinuiteten, rytmisk, mekanisk og efter de musikalske former, er intakt. I den fjerde symfoni derimod kan vi nu høre, at der arbejdes så at sige på diskontinuitetens vilkår – med en pludselig, overrumplende begyndelse og andre indbrud af afgrunde og signaler. Midt i en kaotisk tid under 1. verdenskrig og midt i et kaotisk privatliv, lige på overgangen mellem to århundreders musikalske mentalitet, forener Carl Nielsen den nye kraftfuldhed og den store forfinelse i et og samme værk, ja lader dem endda konkurrere med hinanden, og får skabt en helhed, hvor brud og indgreb i musikken kan ende i en meningsfuld form.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.