Kanon for litteratur

Vinter-eventyr
1942, Karen Blixen (1885-1962)


“I hele den danske Sommers korte Levetid er der ingen rigere eller livsaligere Tid end den Uge, hvori Lindene blomstrer.”
 

Netop mens lindetræerne blomstrer, udspilles der i historien ‘Sorg-Agre’ en bitter styrkeprøve, idet en fattig bondekone, Ane Marie, for at redde sin søns liv skal meje en mark mellem solopgang og solnedgang. Det er en historie om skæbne, om menneskelig lidelse og offervilje fortalt i et raffineret, unikt sprog. Samlingen Vinter-Eventyr rummer herudover ti andre, store fortællinger, hvor den ene fortælling spejler sig i den anden. 

Vinter-Eventyr omfatter bl.a. ‘Skibsdrengens Historie’, en forvandlingshistorie om en skibsdreng, som redder en vandrefalk, der er blevet filtret ind i noget tovværk, men da den hugger ham i fingeren, slår han den på hovedet. Han kommer senere i vanskeligheder, men reddes, og lige inden han kan vende tilbage til sit skib, får han lussingen tilbage som gengæld af en af dem, der har hjulpet ham. ‘Heloïse’ er en historie, der udspilles under den tysk-franske krig i 1870, mens ‘Det drømmende Barn’ handler om fattigbarnet Jens, der af en gammel jomfru har fået at vide, at han er den retmæssige arving til den lykke, hun selv ikke opnåede. Han finder sin “mor”, men han og livet kan ikke med hinanden. Til gengæld vinder hans “mor” en ny, dyb indsigt. ‘Peter og Rosa’ handler om to unges kærlighed og død på en isflage, men især om de billeder, de to danner af hinanden.

En bitter livsklogskab gennemsyrer samlingen, der har titlen Vinter-Eventyr efter William Shakespeare, som har fortalt, at vinteren er velegnet til at fortælle sorgfulde historier. Karen Blixens fortællinger blev til under den tyske besættelse af Danmark, og selv om hverken den eller 2. verdenskrig omtales med ét ord, ligger krigens begivenheder bag disse forunderlige, sprogligt gnistrende historier.


 

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.