"...saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand."
 
Dette er fortællingen om et justitsmord. En ung, uerfaren herredsfoged i Østjylland må dødsdømme sin tilkommende svigerfader, fortællingens titelperson, fordi han bringes til at fælde dommen på helt forfalskede præmisser. Igennem den unge herredsfogeds dagbog underrettes læseren dag for dag om begivenhedernes skrækkelige gang, som til sidst fremtvinger den uretfærdige dom og efterfølgende henrettelse. Men den juridisk og menneskeligt uerfarne dagbogsskriver er offer for et systematisk iværksat bedrageri, hvorved fortællingens hovedskurk, Morten Bruus, udøver sin nådesløse hævn imod præsten. Der er tale om en snedig iscenesættelse af falske anklager, hvis egentlige kilde den naive fortæller er ude af stand til at afsløre. Både herredsfogden, den dømte og den stakkels forlovede datter mener at være i kløerne på en rædsom skæbnemagt, indtil det mange år efter præstens henrettelse kommer for dagen, at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet. En from kristelig gudshengivenhed afløses da – alt for sent – af en indsigt i den handlende ondskab, der styrer så meget.

Fortællingen, som er et meget tidligt eksempel på en dansk kriminalfortælling, er virtuost komponeret og den frygtelige pointe dygtigt skjult, fordi den troskyldige dagbogsskriver ikke har haft panisk fantasi nok til overhovedet at forestille sig det anslag, han og de andre er genstand for. Stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.