“Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.”
 
Sådan lyder optakten til de kapitler, der i Kongens Fald skildrer blodbadet i Stockholm i året 1520. Kongen er Christian den 2., men han er ikke den centrale skikkelse i romanen, det er Mikkel Thøgersen, en falleret, rodløs bondestudent.

Mikkel bliver soldat, og han kommer efterhånden tættere og tættere på kongen, og jo tættere han kommer, desto værre går det denne.

Mikkel er med kongen i Stockholm og med ham i hans fængsel på Sønderborg Slot. Inden kongen ender dér, følges hans forvirrede, vægelsindede sejlads frem og tilbage over Lillebælt, under hans “Fortvivlelses Nat”: “Da Solen kom, var han (dvs. kongen) paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der”, hedder det. Til slut sidder kongen og Mikkel sammen i fængslet på Sønderborg Slot.

Mikkel skader i løbet af sit liv mange andre bl.a. Axel, “den letsindede”, der dør dansk digtnings smukkeste død en nat, da “Himlen var som hvide Roser”.

I et af de afsluttende kapitler synger jættepigerne Fenja og Menja om alt det, de maler menneskene, mens de trækker deres kværn i Nordpolsnatten. Fenja vil male: “Solopgang og Høveder og frodige Agre, skinnende Skyer og Grøderegn, Kløver og gule og hvide Blomster”, mens hendes søster Menja vil male afsvedne: “Marker, Vandløshed og Mørke, Lyn og ulmende Tomter”.

Kongens Fald er på mange måder en brutal, barsk fortælling, men den er tillige en lyrisk og en tidlig modernistisk roman. Sprogligt er den et umådeligt rigt, strømmende digterværk.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.