"Dersom man min Jammer veje kunde og mine Lidelser tilsammen i en Vægt Skaal lægge, da skulde de være tungere end Saand i Havet."
 
Jammers Minde er den titel, kongedatteren Leonora Christina valgte til skildringen af sit 22-årige fængselsophold i Blåtårn fra 1663-85. Titlen betyder: Erindringen om min elendighed. Værket er uden tvivl det mest respektindgydende værk, den danske baroktid har efterladt. Som menneskelig præstation er det enestående, at den fængslede kongedatter overhovedet overkommer at berette om og nedskrive de mange års lidelser og ydmygelser, skønt hun i sin fortale med rette overvejer, om det var klogere at skrive det hele i glemmebogen. Værket var igennem næsten to århundreder ukendt i offentligheden, indtil det ved sin offentliggørelse i 1869 vakte berettiget sensation. En helt uventet gave fra en fjern fortid. 

Fængselsbiografien skildrer en ukueligt stærk og selvbevidst kvindes evne til at gennemlide, hvad der påføres hende, og dog ikke bukke under. Værket er myldrende fuldt af realistisk iagttagelse, syn, stank, lyde, ofte gengivet med sanselig væmmelse, men også med grotesk humor, som blot gør detaljerne endnu mere påtrængende. Leonoras evne til at fastholde udseende og karakter hos de mennesker, fængselsopholdet påtvinger hende berøring med, har for eftertiden opbevaret billeder af en række oftest betydningsløse mennesker, især en række kvinder, som ellers for evigt ville være forsvundet i tidens gang. Når denne temperamentsfuldt sansede og gennemlevede bog vokser til et litterært hovedværk, beror det ikke mindst på, at forfatterinden overkom at indfatte det hele i en yderst kunstfærdig og fornem sprogdragt, der kaster glans og elegance over selv de mest lurvede detaljer.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.