"Dog, den der spotter Andre, han spotter sig selv, og det er ikke for Intet, men en dyb Spot over Dig, et sørgeligt Beviis paa, hvor ledeløs Din Sjæl er, at Din Livsanskuelse concentrerer sig i een eneste Sætning ‘jeg siger bare enten – eller’.”
 
Opsangen til A – den flanerende æstetiker, der uforpligtet dyrker øjeblikkets nydelse – kommer fra etikeren B. Han er en lidt grå embedsmand, som søger at få A til at indse, at det individuelle liv leves mest fuldkomment i sociale forpligtelser. Samtalen mellem forføreren A og ægtemanden B drejer sig om kærlighed. Enten – Eller er komponeret, således at A’s papirer udgør første del og B’s papirer anden del. I første del skaber æstetikeren sit liv og sine forhold som et kunstværk, idet han bruger tilfældet som redskab og søger at undgå forpligtende valg. I anden del søger B at påvirke ham til at vælge mellem det æstetiske og det etiske. Læseren konfronteres med tekster, som ikke blot argumenterer for eksistensformer, men som modstiller disse gennem forskelle i sprogføring og genre. A’s papirer omfatter således aforismer, akademiske afhandlinger og sluttes af med ‘Forførerens Dagbog’ – en sprudlende prosa, der kontrasteres med B’s lange personlige breve, som er præget af embedsmandens professionelle sans for problemudredning. 

Etikeren hævder, at det ikke først og fremmest er vigtigt, hvad man vælger, men måden at forholde sig til valget på, altså den eksistentielle forpligtelse, som er forbundet med det. Videre hævder B, at mennesket føder sig selv som fri ånd ved at vælge sig selv. 

Kierkegaards forfatterskab ligger i svøb i Enten – Ellers spænding mellem eksistens- og udtryksformer, som her fastholdes i en dristig prosakomposition.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.