Poul Henningsen begyndte efter sigende at lave lamper, fordi hans mor, Agnes Henningsen, var ked af det elektriske lys, der ikke var særlig flatterende for den modne dame. Men fra det udgangspunkt blev lyset en livslang fascination. I forhold til tidligere tiders gaslamper, olielamper og stearinlys var glødelampens lys køligt og hårdt, og selvom lyset var langt mere effektivt, var det også blændende. PH satte sig for at udvikle et system, hvormed han kunne styre lyset i rummet, og arbejdede eksperimentelt med skærme i metal og glas, som han formede i logaritmiske kurver. 

Hermed skilte han sig ud fra sine samtidige på Bauhaus i Tyskland. Her var man også fascineret af glødelampen, men ingen tænkte over, at man kunne styre lyset, tværtimod var de tyske lamper rent skulpturelle eksperimenter, der ofte blændede lige så meget som en nøgen pære. PH præsenterede for egen regning sine lamper i den danske pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1925, og her blev de ‘opdaget’ internationalt, i en sådan grad, at de for mange blev selve sindbilledet på moderne design. Skærmene kan kombineres på mange forskellige måder, alt efter behovet, og man kan også i dag henvende sig til Louis Poulsen, der stadig producerer lamperne, med specielle ønsker. Pudsigt nok er lampen også blevet selve symbolet på en danskhed og god smag, som PH uden tvivl ville have frabedt sig – han var kulturradikal og samfundskritiker – ikke nationalist. 

Som konsekvens af PH’s pionerarbejde var Danmark i mange år et foregangsland inden for belysning, og danske designere skaber stadig belysningsarmaturer for store internationale virksomheder. 

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.