“Han kom sejlende nedad floden i en sær lille brednæset båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst.”
 
Således ankommer Silas i bogens optakt på flugt fra moderen, som er linedanser, og hendes samlever, sabelslugeren, der slår ham med sit blankvåben, og som i groteske optrin får det galt i halsen, når knægten spiller på fløjte. Læseren drages ind i et univers, der vanskeligt kan fæstes til tid og sted. Modstillingerne mellem de gode og slette og mellem de voksne og børnene er trukket kraftigt op. De sættes ikke blot på spil af den magiske fløjte, men også af en stil, der antyder mere end den maler. Den spændende handling drives ikke på må og få, men af Silas’ modige og stædige stræben efter at blive taget alvorligt i det voksne samfund, hvor han berøves den sorte hoppe, som han har vundet med sine færdigheder. 
   
Bogen indleder den serie, som i 2001 blev afrundet med Silas. For-trøstningens Tid, hvor hovedpersonen bliver far til Ania og repeterer de historier, han i mellemtiden har taget part i, for den aldrende mor, Anina. Hvem der var hans far, røber hun ikke, men Silas når gennem de 14 bind med sin frihedstrang og naturbundethed gennem en række af gode gerninger at genopbygge et solidarisk samfund på Sebastiansbjerget for de skæve og udsatte. Den barske kamp for brødet skildres undervejs uden sentimentalitet som led i en moderne myte om tolerance i forhold til de anderledes.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.