En vidunderlig idé er blevet til en vidunderlig film. Hvem har ikke drømt om en verden, hvor man må alt, en verden uden forældre? Eller har vi drømt om det, fordi vi kender Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns børnebog fra 1942 så godt? I den vågner Palle en dag op og er helt alene i verden. Det udnytter han til fulde, spiser slik, kører i brandbil og flyver til månen, men i længden erkender han, at det nu nok er bedst, hvis der også er andre mennesker i verden. En enkel og genial idé, som passede perfekt til filmægteparret Henning-Jensens univers. 
   
Sønnen Lars spillede hovedrollen, mens Astrid og Bjarne skrev manuskriptet i fællesskab. Disse pionerer inden for dansk børnefilm havde i film som Ditte Menneskebarn og De Pokkers Unger tidligere vist deres evner for at skildre børns universer med lige dele fantasi og hverdagsrealisme (også med sønnen Lars i småroller). Men her går det op i en højere og mere poetisk enhed. Denne gang stod Astrid Henning-Jensen dog alene for instruktionen, og filmen står stadig lysende klart som den mest fuldendte i hendes lange karriere. 
   
På trods af at filmen ved sin verdenspremiere i Cannes vandt de internationale kritikeres gunst samt en pris, skulle der gå fem år, inden filmen fik dansk premiere. At den har haft det svært i danske biografer, ændrer dog ikke ved dens indiskutable klassikerstatus.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.