Da de danske snedkermøbler var på højden af kunstnerisk kvalitet, blev der også udviklet en lang række børnemøbler. Arne Jacobsen tegnede små møbler, der lignede de voksnes, til Munkegårdsskolen, og Mogens Koch lavede en lille foldestol. Men der var meget mere: Hans J. Wegner lavede fra 1944 fine møbler, der bedre fungerede på børnenes præmisser, ligesom Kaj Bojesens legetøj fra samme periode og Kristian Vedels fleksible børnemøbler fra 1956 gjorde det. Og Junosengen af Viggo Einfeldt fra 1942 er blevet et kultobjekt, der handles til tårnhøje priser. 
   
Periodens møbler var skabt ud fra den idealforestilling, at børns genstande skulle have samme høje kunstneriske og materielle kvalitet som de voksnes – efterhånden som børnene i det gryende velfærdssamfund fik egne værelser, hvor de kunne lege frit. Før 2. verdenskrig havde mange familier kun haft ét eller to rum, hvor der absolut ikke var plads til særlige børnemøbler, eller til at børn selv kunne indrette sig.  
   
Nanna Ditzel tegnede møbler, som hun manglede til sine egne børn. Den høje stol er et hovedværk, der endnu i dag skiller sig ud ved sin enkle og funktionelle form. Stolen er skulpturelt sammensat af meget smukt formede dele, uden nogen overflødige detaljer. Den er til et barn, der er stort nok til at sidde rankt op, og pinden foran kan tages af, når barnet bliver lidt større. At Forbrugerstyrelsen fik standset salget af stolen i 2002, fordi den kunne være ustabil, er så en anden sag.
   
Senere, i 1961, tegnede Ditzel også et lille bord og en skammel til at have i børneværelset. Møblerne ligner kæmpestore trisser, så det hedder de, og man kan have meget sjov ud at køre med skamlen.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.