I 1931 udgav landskabsarkitekten C.Th. Sørensen en lille bog, Parkpolitik i Sogn og Købstad. Heri foreslog han, at man kunne etablere legepladser, hvor børnene selv skulle bygge det hele af overflødigt materiale fra byggepladserne. Han havde nemlig iagttaget, at der på de fleste byggepladser var flere store drenge, der løb rundt og byggede huler efter arbejdstidens ophør. Parkpolitik fik en meget vid international udbredelse, og folk i hele verden lærte sig dansk for at kunne læse den. C.Th. Sørensens hovedtese var, at man skulle skabe offentlige rum, som borgerne kunne bruge til sport og leg, i stedet for blot som prydhaver. 

Den første ‘skrammellegeplads’ blev etableret i Emdrup i 1940 i forbindelse med et socialt boligbyggeri, under ledelse af pædagogen John Bertelsen. Siden da blev byggelegepladser etableret over hele landet, der kom dyr til mange steder, og de var meget populære. Som et kuriosum kan det nævnes, at byggelegepladserne blev en politisk manifestation i løbet af 1970’erne, med ‘Byggeren’ i Den Sorte Firkant på Nørrebro som det mest kendte eksempel. Og man kan vel gå ud fra, at byggelegepladsens æstetik prægede etableringen af Fristaden Christiania og 1970’ernes eksperimenterende arkitektur. 

Børnene leger stadig på de store byggelegepladser, selvom meget er forandret siden 1931. Det er stadig en af de helt store ideer i dansk kultur, med gyldighed i hele verden.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.