Solvognen fra Trundholm er det ældste billede, vi kender til på dansk jord. Vi kender ikke værkets ophav, der er ingen signatur, intet sikkert tegn på oprindelseslandet. Vi ved ikke, om Solvognen er blevet bragt hertil. Om værket virkelig er uden sidestykke, eller om der ligger andre, endnu prægtigere solvogne gemt i jorden et sted i verden – om en anden solvogn en dag vil dukke frem af mørket, måske vildere og skønnere.

Solen som motiv går gennem kunsthistorien i kraft af menneskets religiøse forhold til lyset og ubetingede afhængighed af himmellegemet. Solen er tillige altid genstand for æstetisk fascination.

Skulpturelt set er Solvognen mesterlig, præcis i sit spænd mellem det geometriske og det organiske. Hestens stiliserede krop, solens runde skive, forgyldt på den ene side, mørk på den anden. Fornem i formfornemmelse og detaljeringsgrad, ciselering, ornamentering. Som værk er Solvognen subtil. Den rummer kunstværkets gådefulde spring mellem det enkle og det komplekse.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget