Blandt hovedværkerne fra århundredeskiftet 1900 regnes L.A. Rings stemningsfulde maleri af en sommerdag ved Roskilde Fjord. Med stor præcision har maleren her skildret både det kuperede grønne landskab og det flade sumpområde, der støder op til den stillestående fjord. Det er havblik, så den ensomme fiskerkutter og den høje, blå himmel spejler sig klart på vandoverfladen. Motivet forekommer, som var det løftet ud af virkeligheden og indskrevet i et større univers. Et kosmisk, guddommeligt lys fylder billedet med en rummelighed, der uvilkårligt kan forbindes med en uendelighedssymbolik.

Selv var L.A. Ring ikke religiøs, tværtimod var han i sine unge år svoren ateist. Med en baggrund i et fattigt husmandsmiljø i Sydsjælland var det ikke hans mål at idealisere virkeligheden. Hans tidligste billeder, hvor motiverne var hentet i det nære landsbymiljø, viste tydeligt et ægte socialt engagement. Senere i livet, efter at have stiftet familie, ændrede Ring markant sin virkelighedsopfattelse. Fra da af var det, som om hans realisme blev iscenesat af et langt mere følsomt og metafysisk lys.

I sin skildring af Roskilde Fjord har Ring malet et panoramisk perspektiv, dog uden at miste den personlige opfattelse af landskabet. Det storladne, tomme rum, hvor blikket og tanken fortaber sig langt ud over horisontlinjen mod det uendelige, lægges der op til meget sanselige fortolkninger, alt efter beskuerens sindstilstand. Rummet besjæles her af såvel det guddommelige som det virkelige lys og giver dermed billedet en mening langt ud over Rings samtid.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget