Den romantiske klassicisme repræsenter en brydningstid: For klassicisterne havde kunsten opnået sit ypperste stadie i antikken, og det var klassicismens ambition at søge den balance i kunst og arkitektur, som man havde fundet i den antikke fortid. For oplysningstidens revolutionære arkitekter, som inspirerede C.F. Hansen, var arkitekturen imidlertid kun ved sin begyndelse.

Denne spænding imellem et kendt forbillede og en ny begyndelse er manifesteret enkelt og skarpt i Vor Frue Kirkes arkitektur. Det ses i den beherskede kompleksitet mellem kirkens ydre form og indre rum. Og i den rolige monumentale sammenstilling af bygningslegemerne, hvor kirkeskib, apsis, tårn og portal udgør en tæt sammenføjning af selvstændige elementer med hver sin karakter.

Revolutionsarkitekturen, som Vor Frue Kirke repræsenter på dansk, er den moderne arkitekturs begyndelse. En enkel kubisk form, en rationel rumorganisering og en frigjorthed i omgangsformen er nye kendetegn, som peger frem mod vor tid.

I kirkerummet fremhæves forskellen mellem et stueplan, der betoner den ceremonielle dimension i rummets længdeakse mod alteret – og de åbne søjlevægge i 1. etages højde, der spænder kirkerummet ud på tværs, i en modstilling heraf. Thorvaldsens figurer står på gulvet fri af deres nicher, og det samlede indtryk af rummet er, med C.F. Hansens egen formulering, som et “åndeligt kunstmuseum”. Et kraftfuldt rum, der også er en kirke. En bygning med markerede forskelle, der også er et hele. En milepæl og en åbning i byens væv og strøm.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget