Skoven, dens lysninger, enge og overdrev har eksistentiel betydning, fordi Danmark er et skovland, hvor rydninger er en forudsætning for dyrkning. Mariebjerg Kirkegård har kunstnerisk betydning, fordi “rydningen” hér er omsat til dyrkningskunst og arkitektur. 

Dyrkningslandskabets enge, grøftekanter, stendiger og grønsværsgange langs veje, markhegn og bryn genfindes i lysningen i den skov, der danner ramme om gravkvartererne. Mariebjerg Kirkegård har desuden betydning som gennembrudsværk for det moderne, fordi den viser, hvordan man kan skabe sammenhæng mellem kirkegård og gravsteder, mellem enhed og helhed. Det kunstneriske problem er løst efter en æstetisk organisationsmetode, der er udsprunget af en nyklassicistisk tankegang, der går ud på at acceptere og organisere monumenterne i en landskabelig situation.

Resultatet er en række regelmæssige kvarterer indrammet af takshække kædet sammen af elme- og pilealleer. I denne arkitektoniske, rumlige orden er der indføjet den lille ønskede uklarhed, som også er en væsentlig del af det moderne havekunstneriske udtryk, i form af letløvede eksotiske træer og buske og blomstrende, hjemmehørende frugttræer. 

Mariebjerg Kirkegård med Frits Schlegels kapel er et enestående eksempel på et hjemsted for mennesker efter livet. Et landskab der er en kunstnerisk forfinelse sat i en arkitektonisk og demokratisk ramme.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget