Kirken er som bygningstype hjemmehørende i det danske kulturlandskab. Som et vartegn ligger kirken hævet over mark og eng og giver til stadighed landskabet perspektiv og karakter. Overalt i Danmark beretter kirken historier om tid og sted, hvilket gør den til en særdeles væsentlig og umistelig del af den danske bygningskultur. Præget af enkle geometriske formers sammenstilling fremstår kirkerne oftest i et ensartet præg som stilfærdige og rolige bygninger. I almindelighed er kirken en romansk bygning, der i hver landsdel har fået sit eget særpræg. 

Hover Kirke ved Ringkøbing er en af landets første stenkirker, og den eksemplificerer den karakteristiske tilknytning til det sted, den er opført. 

Kirken illustrerer samtidigt trækirken “oversat” til sten – en langkirke i sin mest simple form – symbolet på “det første hus”. Med undtagelse af taget, som er lagt om, og et våbenhus fra 1500-tallet, er kirken intakt med en enkel plan opbygget med en midterakse i et rektangulært skib og et næsten kvadratisk kor. 

Kirken står med stor tyngde i det karske vestjyske landskab og synes at trodse vind og vejr med de bestandige bygningsmaterialer, det rensede ydre og det asketiske enkle interiør. De omhyggeligt tilhuggede granitkvadre giver kirkens volumen stor fladekarakter understreget af de lyse fuger imellem varierende stenskifter og små højtsiddende vindueshuller.  På østgavlen er én klokke under et halvtag en enkel og beskeden erstatning for det traditionelle klokketårn.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget