Aarhus Universitet signalerer lysere tider for byen og landet ved opførelsen i trediverne. Arkitekturen er moderne, umiddelbart antimonumental, som en organisk fortolkning af den åbne campus midt i byen, og som et markant og robust vidnesbyrd om, hvor smukt og humant en større struktur i en bymæssig sammenhæng kan udvikles i mere end 70 år. 

Universitetsbygningerne er placeret omkring et dalstrøg, rytmisk forskudte og af passende længder – tilpasset terrænet, og således at dalen kan forblive ubebygget. Alle længer er opført i ét materiale – gule teglsten er brugt til facader, tag og belægninger, hvorved bygningskroppene fremstår homogene, enkle og prismatiske med rene saddeltage uden udhæng. Højest placeret lukker hovedbygningen med aulaen af mod Ringgaden, med et mere ekspressivt formsprog som kontrast til de enkelte fakulteters nøgterne præg. 

Aarhus Universitet er en hyldest til tegl som materiale. Teglen væver bygningerne sammen i en dialog med landskabet og skaber en afdæmpet monumentalitet med en regional dansk karakter, tydeligst i aulabygningen, hvis gavl troner over dalstrøget. Her samler en amfiteatralsk terrassering landskabet som kontrast til aulaens teglbelagte gårdrum, hvorfra hele universitetets samlende tanke åbenbarer sig. Denne unikke integration af landskab og bygninger styrkes af parkens karakterfulde egegrupper, der markerer topografien og forstærker landskabet. Med tidens fylde fremmes et storladent landskab af et nærmest pastoralt tilsnit – på samme tid klassisk og regionalt.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget